Guide til fødselskar

Hvordan bruger man et fødselskar:

Når I modtager fødekarret og udstyr opfordrer jeg kraftigt til, at man afprøver alle delene inden brug. Jeg tester alt, inden I får det leveret, men da det er vinyl, som karret er lavet af, kan der opstå ridser, skader m.m. Du vil derfor også opleve, at nogle af karrene kan have mindre lapninger – dette fordi, at jeg altid lapper, hvis jeg er det mindste i tvivl. Når man lejer kar af mig er det som regel kar, der har været ude til dejlige hjemmefødsler og skønne babyer er født deri. Når jeg får karrene retur og tjekker dem, vurderer jeg altid standen på dem og udskifter alle løbende.

Når du får karret, så opfordrer jeg derfor til, at man prøver det hele af. Skulle der mod forventning være noget, så kan jeg nå at reagere på det. Fordi det er udstyr, der er følsomt, så gør jeg altid mit bedste for at leve op til den højeste kvalitet – og jeg vil så gerne, at du bliver glad for det, du lejer af mig.

Hele ideen bag udlejningen er netop, at hvis man skal ud og investere i alt udstyr – til én fødsel – meget let kommer op over flere tusinde kroner. Det er rigtig mange penge for at bruge et produkt én gang.  Det er de færreste, der vælger at beholde karret efterfølgende, og derfor sælges det oftest videre til en lavere pris og med tab og ikke mindst energi der skal bruges på det, som i stedet skal være på familien og den nye baby. Når man lejer kar slipper man derfor med besværet.

Man er velkommen til at hente det hos mig – men ellers fremsender jeg det hele, og endda med returlabel. Nemmere bliver det vidst ikke.

Hvis du undervejs i fødslen får brug for, at vandet bliver varmere, da anbefaler jeg, at man varmer noget vand og hælder i (inde i midten, væk fra siderne). Den mængde vand fra hanen der skal bruges for at opvarme de mange liter vil betyde, at I pludselig skal have vand ud igen den anden vej. Under fødslen ligger fokus som regel et andet sted, og derfor er det smart at varme en mindre mængde vand på høj temperatur –  og derefterhælde i.

Når I tømmer karret for luft, anbefaler jeg, at åbne alle ventiler (der er 3 i alt) og lade karret stille og roligt synke sammen. På den måde er det lettere at få ned i posen.

Husk at holde dyr og varme genstande væk.

Vandpumpen fungerer som en akvariepumpe – den sænkes ned i vandet og tilsluttes i stikkontakten. Slangen til at tømme med fastgøres på dutten, der sidder ovenpå. Herefter skal den modsatte ende blot være det sted, hvor karret skal tømmes.

Hvis I bor et sted med mulighed for at tømme ud i naturen, så vil Jeres blomster og træer elske den næring lige så højt, som Jeres barn har gjort i maven – og I bidrager til livets cyklus.

Karret må ikke benyttes uden liner af hygiejnemæssige årsager.

 

Rengøring af fødselskar:

Efter endt brug skal alle dele rengøres. Hvis dette undlades, eller rengøringen er mangelfuld, da vil det fratrækkes i depositummet og alt efter omfanget vil der opkræves rengøringsgebyr, da der bruges arbejdstid og materialer.

  • Begge slanger skal vaskes med sæbe og skoldes både indvendigt og udvendigt med kogende vand
  • Vandhanekobling skal vaskes med vand og sæbe
  • Luftpumpe skal tørres med fugtig klud
  • Vandpumpe skal vaskes med vand og sæbe og alle rester i filtreringsdelen skal fjernes
  • Fødekar skal tørres med vand og sæbe både indvendigt og udvendigt og tjekkes grundigt

Generelt skal varerne leveres tilbage, som du modtog dem – og som du selv ville blive glad for at bruge til din fødsel. Det er en vigtig begivenhed i vores liv, og det mindste der skal fylde er mangel på orden af fødekar.

Med i prisen for leje er rengøring ikke inkluderet, og det er derfor forventeligt, at man selv foretager dette, og jeg ikke selv skal foretage det grundige ”førstehåndsarbejde”.

Ligeledes også af hygiejnemæssige grunde, da der er blod og andre sekreter, som skal håndteres selv, for at eliminere eventuel smitterisiko. Udstyr leveres altid rengjort.